Så er ventetiden snart slut...

Så er det godt nok ved, at være lige op over! Om 24 timer sidder jeg i flyveren, på vej ud på mit livs rejse <3 Endelig sker det jeg har drømt om og ventet på i flere år, det kan nærmest ikke blive større end dette!!

Og hvis jeg har sommerfugle i maven nu, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det bliver i morgen. Og i overmorgen, og dagen efter, vil de bare vokse sig større og større indtil jeg møder min datter på tirsdag! Det er så vildt og surrealistisk, at det nu endelig er nu det sker. For én måned siden, kendte jeg ikke til min lille Vega's eksistens og på søndag, når vi lander i Durban, Sydafrika, vil det være præcis én måned siden, at Tina fra AC Børnehjælp ringede til mig og fortalte om en lille pige på knap et år, som sad nede i Durban og ventede på mig. Hele min verden blev vendt på hovedet den dag og alt hvad jeg har tænkt og gjort siden den dag, har handlet om hende. Der skulle dog gå én hel uge, før jeg fik hende officielt i forslag, da hendes papirer var lidt længe om, at blive godkendte. Men endelig torsdag d. 22 maj, kunne jeg ånde lettet op, hun skulle være min og jeg kunne nu endelig læse hendes papirer og ikke mindst se billeder af den lækreste, sødeste og smukkeste lille pige med et smil på læben og spil i øjnene.

Og så fik jeg pludselig travlt, for nu var der jo en masse praktiske ting der skulle på plads og det helst så hurtigt som muligt, for i Sydafrika går tingene stærkt og man venter ikke på udrejse i mange måneder. Men det gik alligevel noget stærkere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Allerede d. 28 maj fik jeg besked fra AC om, at jeg skulle være i Durban d. 17 juni! Hvilket vil sige, at vi skulle afsted fra København søndag d. 15. 

For god ordens skyld, må jeg hellere lige fortælle, at når jeg skriver vi, så er det min mor og mig. Det har altid været planen, at hun skulle med og jeg er dybt taknemmelig for, at hun både kan og vil være en del af dette. Hun er en kæmpe støtte for mig og det betyder alt for mig, at hun er med og det er for mig, det allermest naturlige.

Anyway, vi skulle være i Durban tirsdag d. 17 og så ville jeg møde min datter om onsdagen. Men så kom vi til at tale om, at når jeg nu alligevel havde sidste dag på jobbet d. 12, så kunne vi jo ligeså godt se, at komme afsted lidt før, i stedet for bare, at sidde herhjemme og trille tommelfingre. Så det blev altså til, at vi fik booket billetter til lørdag d. 14, så lander vi søndag formiddag og så har vi lige et par dage dernede inden det går løs. Og så har de endda været så søde, at fremrykke dagen for det første møde til om tirsdagen :-)

Jeg er ved, at løbe tør for praktiske ting at ordne (mangler kun at pakke færdig, men jeg skal jo også have noget, at lave i morgen), så nu kan jeg heller ikke trække den længere. Nu må det bare gerne blive i morgen, så vi kan komme derudaf. Kan næsten ikke være i min egen krop, men det er jo nærmest en følelse, der har været min tro følgesvend den sidste måned og jeg tænker, at det kommer til at fortsætte de næste par dage. Er spændt på, om jeg overhovedet får sovet i nat. Sidste nat alene i lejligheden, om en måned, når jeg er tilbage, er det med min datter ved min side.

<3