Durban synger på sidste vers

Betten sover eftermiddagslur og jeg ser derfor mit snit til lige, at få skrevet et par linjer, mens jeg sidder og nyder solen. Vega har haft et par dage og nætter, hvor hun har været lidt småsyg med feber og opkastninger, men i dag går det meget bedre og der er fart over feltet og godt gang i mundtøjet igen, så det er jo dejligt. Den anden dag tog vi ind til Durban igen og gik en tur på den lange, flotte strandpromenade. Det var skønt, at se noget andet end La Lucia og livet som leves inde i byen er helt anderledes end her. Vi gik bare op og ned af promenaden, sugede stemningen til os, spiste en lækker frokost, drak kaffe i solen da den lille sov, fik købt lidt forskellige souvenirs til minde om vores tur til Durban og så kunne vi glade og tilfredse vende næsen mod La Lucia igen.

Imorgen skal vi jo i retten og det bliver virkelig dejligt, at få det overstået. Det er en stor ting, fordi det ligesom er det, som gør, at det nu er helt fuldstændigt officielt og uigenkaldeligt, at vi skal være sammen. Det er ikke noget jeg som sådan er nervøs for, men har da alligevel lidt sommerfugle i maven over det. Så det bliver dejligt, at komme om på den anden side af det. Og så skal det selvfølgelig fejres med en flaske champagne, som allerede ligger på køl :-)

Onsdag ved middagstid flyver vi så til Johannesburg, hvor vi skal være den sidste uges tid, bl.a. for at få lavet dansk pas på ambassaden til Vega, så jeg kan få hende med hjem ;-)

Vi er efterhånden også ved, at være klar til, at komme videre herfra og faktisk så er vi også begyndt så småt, at glæde os til at komme hjem igen. Jeg glæder mig til, at komme hjem til lejligheden på Nørrebro og stille og roligt få en hverdag op at køre sammen med min lille Vega.

Det bliver skønt <3

Overordnet fungerer tingene fint nok her på Palm Gardens og vi bevarer optimismen, men ekstremt dårlig internetforbindelse, hunde der skider over det hele og mangel på køkken og køleskab er også ved, at sætte os på en prøve. Køkken/rengøringsdamen er dog den sødeste dame, som gør alt hvad hun kan for os, indenfor de rammer, som tydeligvis er sat for hende.

Er spændt på det sted vi skal bo i Joburg og hvordan omgivelserne er dér.

Det må være slut for nu. I morgen får jeg endelig lov til, at vise billeder frem af min lille zulu prinsesse :-)

Et par stemningsbilleder

Udsigt fra haven på Palm Gardens med Durban i baggrunden

Palm Gardens er huset til venstre i billedet

Så er det præcis én uge siden i dag, at vi fik Vega med os til Palm Gardens. Og ja, hun er nu blevet en rigtig Vega og er endda begyndt, at reagere på det! Det har i flere dage været min hensigt, at skrive et indlæg, men der er bare ikke rigtigt så meget tid og energi til det. Vi har hænderne fulde og selv om vi egentligt ikke laver det store, så er vi jo bare i gang fra morgen til aften. Der er meget at se til med sådan en bette størrelse, skulle jeg lige hilse og sige ;-)

Men vi har det alle tre rigtigt godt, Vega er (for det meste) en nem og glad lille pige og mor og mormor er fuldstændigt forgabte og forelskede i hende. Hun er intet mindre end den lækreste lille unge og heldigvis er hun glad for kys og kram <3

De første par dage sad hun nærmest klistret fast på min hofte og stak i et hyl, hvis jeg satte hende fra mig eller, gud forbyde det, forlod lokalet. Det er blevet meget bedre nu og hun har nu mod på, at opdage verden omkring hende og vi skal hele tiden have et øje på hver finger, for hvad finder hun mon på nu.

Nogle nætter sover hun igennem og ellers er hun vågen mellem 30 min. og to timer (uden skrig eller skrål) og sover så til kl. 6 ca. Så pånær den allerførste nat, hvor jeg ikke fik lukket et øje, så får vi faktisk vores nattesøvn, hvilket jo er helt vildt dejligt. Den første nat kunne jeg slet ikke finde ro, kunne ikke andet end bare, at ligge og lytte til hende, røre ved hende og kigge på hende. Hun var så vågen fra kl 23-01 og da hun faldt i søvn igen, fik jeg højst et par timer, før jeg så igen bare måtte ligge og kigge på hende. Så fredag var jeg pænt træt og det blev så ikke bedre af, at vi skulle sidde i et venteværelse hos hendes læge i tre stive timer, før vi kunne komme til. Men hun klarede ventetiden rigtigt fint, det var mest mig, der ikke kunne klare det.

Igår var vi på tur rundt i Durban med socialrådgiveren, for at se forskellige kvarterer og områder af byen. Vi var bla i centrum af Durban og bagefter i Umlazi Township, som er et område, hvor de mere fattige sorte bor. Bylivet i Durban var selvfølgelig markant anderledes end det er her i La Lucia, hvor kun de hvide, rige sydafrikanere bor og de eneste sorte man ser er dem, som arbejder her. Hver eftermiddag står de så på gadehjørnerne og venter på den lokale bus, så de kan komme hjem til deres eget område.

Turen til Durban i går, var første gang vi var inde i centrum, men det generer os ikke. Vi har nok, at gøre her, vi lever vores liv i vores egen lille osteklokke. Dagene går med gåture til stranden, til mall'et eller op og ned af villavejene, som alle ligner hinanden og absolut ikke er lavet til fodgængere. Fortove er nærmest ikke eksisterende og de eneste der går på gaden er de de sorte på vej til og fra arbejde. Men Vega er vild med klapvognen, så vi nyder alle tre, at komme ud og gå og se lidt.

Hun er faldet rigtigt godt til her hos os og jeg er ikke i tvivl om, at hun nu godt ved, hvem hendes mor er <3 Hun har selvfølgelig også reageret på de omvæltninger, som der har været i hendes liv og det er der jo ikke noget, at sige til, men heldigvis har det heller ikke været noget stort eller uhåndterbart.

Vi har dog også haft en mindre krise idet, vi har haft svært ved, at få hende til, at tage sin medicin og det brugte vi derfor rigtigt meget tid og energi og ikke mindst kræfter på de første par dage. Vi har dog nu fundet frem til en løsning, som fungerer indtil videre, så nu kan vi heldigvis bruge vores krudt på alt det andet.

Den anden dag fik vi os også en mindre forskrækkelse, da hun pludselig begyndte, at hæve op omkring øjnene. Heldigvis faldt hun i søvn og da hun vågnede efter sin lur, var hævelsen næsten faldet helt, men så begyndte hun ellers, at klø over det hele. Det blev værre og værre, hun græd dog overhovedet ikke, men kunne slet ikke finde ro. Vi skyndte os ned i centret for, at købe nogle antihistaminer eller noget andet, som kunne dæmpe kløen og godt som vi havde fået købt lidt af hvert af både elixir og salve, ja så stoppede kløen. Lige så pludseligt, som det var kommet, lige så pludseligt forsvandt det af sig selv igen. Så det var en lettelse for alle parter, at det bare gik i sig selv igen. Og så var jeg jo ligesom kastet ud på det dybe hav af bekymringer, som man har som forældre. Det kan man jo så ligeså godt vænne sig til ;-)

Livet som mor er helt fantastisk, sindsygt hårdt og ganske ubeskriveligt! De sidste ti dage har uden tvivl været de vildeste ti dage nogensinde i mit liv. På godt og ondt. Jeg er helt og aldeles følelsesmæssigt ustabil og griner og græder på skift ;-)

De fleste aftener og jeg helt fuldstændig færdig når hun sover ved 19-20 tiden og får ikke lavet meget andet end ryddet lidt op og skrevet et par linjer i min dagbog. Og så bruger vi selvfølgelig en masse tid på, at sidde og snakke og fordøje dagens oplevelser over et glas rødvin.

I næste uge skal vi i retten, for at vi helt officielt kan blive hinandens og indtil da, må jeg ikke lægge genkendelige billeder op af hende. Men jeg satser nu alligevel på lige, at få lagt et par stemningsbilleder op engang i morgen.

Nu skal jeg sove, klokken nærmer sig jo 22 ;-)

Lige en kort opdatering her fra Palm Gardens, mens der stadig er forholdsvis roligt. I tirsdags mødte vi lille Vega for første gang (og faktisk er hun ikke rigtigt en Vega endnu, synes vi, men tværtimod en Noks, som er hendes kælenavn her) og det var en helt fantastisk, hektisk og rørende dag! Den lille Noks er en glad og smilende lille trold med masser af gåpåmod og energi. Hun har to små fine tænder i munden, stavrer afsted på sine små ben, pludrer på livet løs og elsker, at hænge med hovedet nedad ;-) Plejefamilien som hun er hos, Skip og Sheila, er helt enormt søde og meget varme mennesker, som tydeligvis vil gøre alt for de små pus og deres (kommende) mødre og fædre.

Udover Skip og Sheila er der tilknyttet 6 plejere, som passer børnene (der er seks babyer i alt) og en del frivillige, som vi også har mødt flere af. Bla. Demi, som havde Noks med hjemme til jul og som har givet mig et usb stik fyldt med billeder og videoer af den lille trold. Og så har hun allerede fået en masse gaver og jeg kan nærmest ikke holde styr på hvad der er fra hvem. Men alle er vilde med lille Noks og har tydeligvis givet hende masser af omsorg og kærlighed. Der var mange våde øjne i tirsdags, da flere af de frivillige skulle sige farvel <3

Igår var vi så sammen hele dagen og ude og gå en tur i klapvogn og det var tydeligvis meget, meget spændende, men også helt nyt og lidt farligt ;) Det var meget stort, at se genkendelsen i hendes ansigt, da vi kom om morgenen og hun stod i hendes tremmeseng og ville op til mor <3 Og det var så tilsvarende svært, at skulle sige farvel til hende i går aftes, både for hende og mig. Men heldigvis var det sidste gang, at vi skulle sige farvel til hende. I dag er nemlig dagen, hvor vi får hende med på Palm Gardens og det bliver virkelig helt fantastisk!!

De første dage i La Lucia, Durban

Så kommer der lige en lille opdatering her fra La Lucia, Durban, hvor vi ankom i går ved middagstid. Turen herned gik fint og planmæssigt, uden de store problemer, men det kan da lige nævnes, at det er noget omstændeligt og ikke nemt for lufthavnpersonale (eller i hvert fald deres computersystemer) i hverken København, Frankfurt eller Johannesburg, at forstå, at det barn som står på flybilletten, kun er med på vejen hjem ;-)

Stedet vi er indlogeret på, er et guesthouse, som hedder Palm Gardens og det er første gang de har adoptivfamilier boende. Normalt samarbejder AC med et andet guesthouse her i området, men de har lukket ned for deres B&B og derfor er de nu begyndt dette nye samarbejde med Michelle her på Palm Gardens. Michelle er super sød og vi fornemmer, at hun gør alt for, at vi skal have det godt.

Lige nu er her ikke andre gæster, men imorgen kommer der et dansk par, som også skal adoptere. De kommer jo så med den afgang, som vi også skulle have været med, hvis vi ikke var taget afsted to dage før planen. Vi er spændte på, at møde dem, for vi skal trods alt være sammen med dem de næste mange uger.

Palm Gardens ligger i La Lucia, som er en meget fin og rig (og meget hvid), forstad til Durban. Her er store huse lukket inde bag elektriske hegn og store porte, men hvis man kan se bort fra, at man kan høre gnister, som springer fra de elektriske hegn, så er her altså meget idyllisk, med masser af grønt og fra bakken hvor Palm Gardens ligger er der udsigt ind til skyskraberne i Durban og ned til havet, som ligger ca. 15 gå gang herfra.

I går og i dag har vi ikke lavet meget andet end bare, at finde os til rette og inspicere området lidt. Udover beboelse og strand er der ikke meget andet end La Lucia Mall, som er et stort indkøbscenter med alt hvad hjertet begærer af tøjbutikker, caféer og supermarkeder. Priserne er billige ift. derhjemme, men der er ingen tvivl om, at ift. sydafrikansk standard, så er det dyrt. Supermarkederne (og især Woolworth, som vi har forelsket os lidt i) har alt hvad vi kunne ønske os af lækre færdigretter og sunde salater og kan vel nemt sammenlignes med Magasin's Mad & Vin, bare billigere ;-)

Idag har vi ikke rigtigt fået noget, at vide om den videre plan, da det er helligdag hernede i dag og Michelle's assistent har fri. Hun kommer i morgen tidlig og så finder vi ud af, om vi skal møde lillepigen i morgen eller først onsdag, som jo var den oprindelige plan. Vi prøver, at lade være, at sætte næsen op efter, at vi ser hende i morgen og har bestemt, at tage ind til Durban i morgen, hvis vi ikke skal møde hende. Det vil jo nok blive begrænset hvor meget vi vil komme derind, når først hun er her.

Vi nyder de allersidste dages frihed og taler selvfølgelig meget om, hvordan det mon bliver, når hun er her lige om lidt. Lige nu sidder vi i haven, drikker kold rosé, solen er gået ned for længst og hvis vi skulle klage over noget, så skulle det da lige være, at her altså ikke er vanvittigt varmt, men det er selvfølgelig også vinter i Sydafrika lige nu ;-)

Børneværelset er helt klar til lille Vega's ankomst

Så er ventetiden snart slut...

Så er det godt nok ved, at være lige op over! Om 24 timer sidder jeg i flyveren, på vej ud på mit livs rejse <3 Endelig sker det jeg har drømt om og ventet på i flere år, det kan nærmest ikke blive større end dette!!

Og hvis jeg har sommerfugle i maven nu, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det bliver i morgen. Og i overmorgen, og dagen efter, vil de bare vokse sig større og større indtil jeg møder min datter på tirsdag! Det er så vildt og surrealistisk, at det nu endelig er nu det sker. For én måned siden, kendte jeg ikke til min lille Vega's eksistens og på søndag, når vi lander i Durban, Sydafrika, vil det være præcis én måned siden, at Tina fra AC Børnehjælp ringede til mig og fortalte om en lille pige på knap et år, som sad nede i Durban og ventede på mig. Hele min verden blev vendt på hovedet den dag og alt hvad jeg har tænkt og gjort siden den dag, har handlet om hende. Der skulle dog gå én hel uge, før jeg fik hende officielt i forslag, da hendes papirer var lidt længe om, at blive godkendte. Men endelig torsdag d. 22 maj, kunne jeg ånde lettet op, hun skulle være min og jeg kunne nu endelig læse hendes papirer og ikke mindst se billeder af den lækreste, sødeste og smukkeste lille pige med et smil på læben og spil i øjnene.

Og så fik jeg pludselig travlt, for nu var der jo en masse praktiske ting der skulle på plads og det helst så hurtigt som muligt, for i Sydafrika går tingene stærkt og man venter ikke på udrejse i mange måneder. Men det gik alligevel noget stærkere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Allerede d. 28 maj fik jeg besked fra AC om, at jeg skulle være i Durban d. 17 juni! Hvilket vil sige, at vi skulle afsted fra København søndag d. 15. 

For god ordens skyld, må jeg hellere lige fortælle, at når jeg skriver vi, så er det min mor og mig. Det har altid været planen, at hun skulle med og jeg er dybt taknemmelig for, at hun både kan og vil være en del af dette. Hun er en kæmpe støtte for mig og det betyder alt for mig, at hun er med og det er for mig, det allermest naturlige.

Anyway, vi skulle være i Durban tirsdag d. 17 og så ville jeg møde min datter om onsdagen. Men så kom vi til at tale om, at når jeg nu alligevel havde sidste dag på jobbet d. 12, så kunne vi jo ligeså godt se, at komme afsted lidt før, i stedet for bare, at sidde herhjemme og trille tommelfingre. Så det blev altså til, at vi fik booket billetter til lørdag d. 14, så lander vi søndag formiddag og så har vi lige et par dage dernede inden det går løs. Og så har de endda været så søde, at fremrykke dagen for det første møde til om tirsdagen :-)

Jeg er ved, at løbe tør for praktiske ting at ordne (mangler kun at pakke færdig, men jeg skal jo også have noget, at lave i morgen), så nu kan jeg heller ikke trække den længere. Nu må det bare gerne blive i morgen, så vi kan komme derudaf. Kan næsten ikke være i min egen krop, men det er jo nærmest en følelse, der har været min tro følgesvend den sidste måned og jeg tænker, at det kommer til at fortsætte de næste par dage. Er spændt på, om jeg overhovedet får sovet i nat. Sidste nat alene i lejligheden, om en måned, når jeg er tilbage, er det med min datter ved min side.

<3