Så er det præcis én uge siden i dag, at vi fik Vega med os til Palm Gardens. Og ja, hun er nu blevet en rigtig Vega og er endda begyndt, at reagere på det! Det har i flere dage været min hensigt, at skrive et indlæg, men der er bare ikke rigtigt så meget tid og energi til det. Vi har hænderne fulde og selv om vi egentligt ikke laver det store, så er vi jo bare i gang fra morgen til aften. Der er meget at se til med sådan en bette størrelse, skulle jeg lige hilse og sige ;-)

Men vi har det alle tre rigtigt godt, Vega er (for det meste) en nem og glad lille pige og mor og mormor er fuldstændigt forgabte og forelskede i hende. Hun er intet mindre end den lækreste lille unge og heldigvis er hun glad for kys og kram <3

De første par dage sad hun nærmest klistret fast på min hofte og stak i et hyl, hvis jeg satte hende fra mig eller, gud forbyde det, forlod lokalet. Det er blevet meget bedre nu og hun har nu mod på, at opdage verden omkring hende og vi skal hele tiden have et øje på hver finger, for hvad finder hun mon på nu.

Nogle nætter sover hun igennem og ellers er hun vågen mellem 30 min. og to timer (uden skrig eller skrål) og sover så til kl. 6 ca. Så pånær den allerførste nat, hvor jeg ikke fik lukket et øje, så får vi faktisk vores nattesøvn, hvilket jo er helt vildt dejligt. Den første nat kunne jeg slet ikke finde ro, kunne ikke andet end bare, at ligge og lytte til hende, røre ved hende og kigge på hende. Hun var så vågen fra kl 23-01 og da hun faldt i søvn igen, fik jeg højst et par timer, før jeg så igen bare måtte ligge og kigge på hende. Så fredag var jeg pænt træt og det blev så ikke bedre af, at vi skulle sidde i et venteværelse hos hendes læge i tre stive timer, før vi kunne komme til. Men hun klarede ventetiden rigtigt fint, det var mest mig, der ikke kunne klare det.

Igår var vi på tur rundt i Durban med socialrådgiveren, for at se forskellige kvarterer og områder af byen. Vi var bla i centrum af Durban og bagefter i Umlazi Township, som er et område, hvor de mere fattige sorte bor. Bylivet i Durban var selvfølgelig markant anderledes end det er her i La Lucia, hvor kun de hvide, rige sydafrikanere bor og de eneste sorte man ser er dem, som arbejder her. Hver eftermiddag står de så på gadehjørnerne og venter på den lokale bus, så de kan komme hjem til deres eget område.

Turen til Durban i går, var første gang vi var inde i centrum, men det generer os ikke. Vi har nok, at gøre her, vi lever vores liv i vores egen lille osteklokke. Dagene går med gåture til stranden, til mall'et eller op og ned af villavejene, som alle ligner hinanden og absolut ikke er lavet til fodgængere. Fortove er nærmest ikke eksisterende og de eneste der går på gaden er de de sorte på vej til og fra arbejde. Men Vega er vild med klapvognen, så vi nyder alle tre, at komme ud og gå og se lidt.

Hun er faldet rigtigt godt til her hos os og jeg er ikke i tvivl om, at hun nu godt ved, hvem hendes mor er <3 Hun har selvfølgelig også reageret på de omvæltninger, som der har været i hendes liv og det er der jo ikke noget, at sige til, men heldigvis har det heller ikke været noget stort eller uhåndterbart.

Vi har dog også haft en mindre krise idet, vi har haft svært ved, at få hende til, at tage sin medicin og det brugte vi derfor rigtigt meget tid og energi og ikke mindst kræfter på de første par dage. Vi har dog nu fundet frem til en løsning, som fungerer indtil videre, så nu kan vi heldigvis bruge vores krudt på alt det andet.

Den anden dag fik vi os også en mindre forskrækkelse, da hun pludselig begyndte, at hæve op omkring øjnene. Heldigvis faldt hun i søvn og da hun vågnede efter sin lur, var hævelsen næsten faldet helt, men så begyndte hun ellers, at klø over det hele. Det blev værre og værre, hun græd dog overhovedet ikke, men kunne slet ikke finde ro. Vi skyndte os ned i centret for, at købe nogle antihistaminer eller noget andet, som kunne dæmpe kløen og godt som vi havde fået købt lidt af hvert af både elixir og salve, ja så stoppede kløen. Lige så pludseligt, som det var kommet, lige så pludseligt forsvandt det af sig selv igen. Så det var en lettelse for alle parter, at det bare gik i sig selv igen. Og så var jeg jo ligesom kastet ud på det dybe hav af bekymringer, som man har som forældre. Det kan man jo så ligeså godt vænne sig til ;-)

Livet som mor er helt fantastisk, sindsygt hårdt og ganske ubeskriveligt! De sidste ti dage har uden tvivl været de vildeste ti dage nogensinde i mit liv. På godt og ondt. Jeg er helt og aldeles følelsesmæssigt ustabil og griner og græder på skift ;-)

De fleste aftener og jeg helt fuldstændig færdig når hun sover ved 19-20 tiden og får ikke lavet meget andet end ryddet lidt op og skrevet et par linjer i min dagbog. Og så bruger vi selvfølgelig en masse tid på, at sidde og snakke og fordøje dagens oplevelser over et glas rødvin.

I næste uge skal vi i retten, for at vi helt officielt kan blive hinandens og indtil da, må jeg ikke lægge genkendelige billeder op af hende. Men jeg satser nu alligevel på lige, at få lagt et par stemningsbilleder op engang i morgen.

Nu skal jeg sove, klokken nærmer sig jo 22 ;-)